top of page

BLOKADEBEHANDLING

 

 

En blokadebehandling er en injektion af binyrebarkhormon og lokalbedøvelse blandet i samme sprøjte. På Stadionklinikken foretages injektioner altid ultralydsvejledte. Dette øger naturligvis virkningen og reducerer samtidig risikoen for, at der rammes utilsigtede strukturer, idet metoden bevirker, at man kan ramme med en 1/10 millimeter præcision.

 

Binyrebarkhormon produceres af binyrerne, men kan som lokal injektion i led, slimsække og omkring sener anvendes til at dæmpe overbelastningsbetinget inflammation (sterile “betændelseslignende” reaktioner).

 

Bivirkningerne ved ultralydsvejledte blokader er sædvanligvis yderst beskedne. Der er dog teoretisk en risiko for at skabe en infektion, når nålen laver hul i huden. Det sker, ifølge forskning på området, i én ud ad 25.000 injektioner (men det er aldrig set på Stadionklinikken). Der kan opstå blødninger, sædvanligvis i form af blå mærker. Der er aldrig opstået behandlingskrævende blødninger på Stadionklinikken. Af og til ses en forbigånede opblussen i de kendte smerter ("flaire up").

 

Binyrebarkhormonet får fedtcellerne til at trække sig sammen (fedtatrofi), hvorved der er risiko for at få et synligt lyst område ved injektionsstedet, hvor huden kan være lidt indfalden, hvis overfladiske strukturer injiceres (f.eks. tennisalbuer, fingre mm.). Sædvanligvis er lysfarvningen symptomfri og svinder spontant, men forandringer kan i nogle tilfældes ses i mere end ét år.

 

Skønt kun en begrænset del af det injicerede optages i blodbanen, kan der hos 10 % opstå sædvanligvis en let varmefornemmelse og rødme i hovedet i én til få dage efter injektionen, mens 1 ud af ca. 100 kvinder synes, den første menstruation er ændret. Blodsukkeret stiger for det meste hos patienter med sukkersyge, men sjældent i en grad der medfører symptomer.

 

Ekstremt sjældne bivirkninger såsom overfølsomhed mm. er aldrig set på Stadionklinikken. Bivirkninger kendt fra langvarig tabletbehandling (måneansigt, reduktion af binyrebarkfunktionen, vægtøgning, afkalkning af knogler) ses aldrig ved sporadisk lokalbehandling.

 

Behandling af overbelastningsskader med lokal injektion af binyrebarkhormon er altid kun et supplement til genoptræningen, der er hovedbehandlingen. Kun regelret genoptræning kan øge vævets styrke og forhindre tilbagefald. Hvis man undlader fornuftig genoptræning risikerer man naturligvis, at overbelaste det svækkede væv yderligere med tilbagefald og bristninger til følge.

 

Behandling af eliteidrætsfolk med lokale injektion med binyrebarkhormon er tilladt i henhold til dopingregulativet (AntiDoping Danmark).

 

bottom of page